Vedtægter

De Frivilliges Hjælpecentral

§1 – Foreningens Data
Navn: De Frivilliges Hjælpecentral (forkortes: DFH).
Hjemsted: Fredericia Kommune.
Adresse: Frivilligcentret, Vendersgade 63, 7000 Fredericia.
e-mail: hjaelpecentralen@fc-fa.dk
Telefon: 72 10 67 70
Stiftelse: DFH blev stiftet den 3. juli 2000.
CVR-nr.: 0037581526.
Nem-konto: 53520243688. Hjemmeside: www.dfh-fa.dk

§2 – Formål

  1. De Frivilliges Hjælpecentral har til formål at tilbyde gratis hjælp til løsning af småopgaver i hjemmet hos svage medborgere i Fredericia Kommune.

§3 – Medlemskab og organisering

  1. Som medlemmer optages fingernemme frivillige, der tilslutter sig foreningens vedtægter og som har tid, lyst og evner til at give en hjælpende hånd til medborgere der har behov derfor.
  2. Hjælpecentralen er en selvstyrende forening under Frivilligcentrets forvaltning.
  3. Foreningens medlemmer er inddelt i en Servicegruppe og en Bestyrelse på fire personer: Formand, Næstformand og Kasserer, som udpeges af Servicegruppen, samt et bestyrelsesmedlem, som repræsenterer Frivilligcentret. Frivilligcentret udpeger selv sit bestyrelsesmedlem. Alle bestyrelsesmedlemmer kan også fungere som en del af Servicegruppen.

§4 – Økonomi

  1. Hjælpecentralens drift er baseret på økonomisk støtte fra Fredericia Kommune samt eventuelle andre donorer.
  2. Alt frivilligt arbejde i Hjælpecentralen er ulønnet og dets omfang fastsat af de frivillige, men der ydes kompensation for de personlige merudgifter til telefon, internet og administration, som det frivillige arbejde indebærer.

§5 – Fastsættelse af fordeling af kompetence

  1. Servicegruppen er Hjælpecentralens højeste myndighed
  2. Servicegruppen fastsætter på medlemsmøderne og på den årlige generalforsamling retningslinier for Formandens og Bestyrelsens virksomhed. Ved ændringer i disse retningslinier skal forslagene overholde de i §7 nævnte krav.
  3. Der holdes møde med Servicegruppen mindst 1 gang pr. kvartal.
  4. Servicegruppen træffer beslutning om anskaffelse af værktøj og andre hjælpemidler.

§6 – Bestyrelsen

  1. Hjælpecentralens virksomhed ledes af Formanden, i fornødent omfang bistået af de øvrige bestyrelsesmedlemmer.
  2. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
  3. Hjælpecentralen tegnes af Formanden.
  4. Bestyrelsen er bemyndiget til at udpege en eller flere personer til, enten alene eller i fællesskab, at disponere over foreningens formue, samt at tegne foreningen i økonomiske anliggender, herunder også at kunne disponere over foreningens midler via elektroniske bankprodukter.

Formandens ansvarsområde omfatter:

  • Kontakt til Frivilligcentret og til Fredericia Kommune.
  • Udarbejdelse af skriftligt materiale, herunder forslag til procedurer og brochurer.
  • Kontakt til Pensionistavisen og pressen generelt
  • Udarbejdelse af Årsberetning til fremlæggelse på generalforsamlingen.
  • Udarbejdelse af oplæg til Hjælpecentralens medlemsmøde samt evt. udarbejdelse af beslutningsreferater, der fordeles til medlemmerne.
  • Dataansvarlig i henhold til dataforordningen.
  • Ansvars- og ulykkesforsikring for medlemmerne under det frivillige arbejde for foreningen, i samarbejde med Frivilligcentret i Fredericia.

§7 – Generalforsamlingen

  1. Bestyrelsen ved Formanden indkalder skriftligt og med mindst 14 dages varsel til den årlige generalforsamling samt til eventuelle ekstraordinære generalforsamlinger. Eventuelt skriftligt materiale og forslag, der skal tages stilling til, bør vedlægges indkaldelsen. Den årlige generalforsamling bør afholdes i januar kvartal.

– Dagsorden:

  1. Valg af dirigent og referent.
  2. Formandens beretning til debat og godkendelse.
  3. Formandens forslag til årets drift med tilhørende budget og ansøgning til kommunen.
  4. Udpegning af Formand for 2 år i ulige år, Næstformand for 2 år i lige år og Kasserer for 2 år i lige år.
  5. Behandling af fremsatte forslag.
  6. Mødekalender for det kommende år.
  7. Eventuelt.

§8 – Andre forhold

  1. Medlemmer af Servicegruppen skal være udstyret med ID-kort som fremvises for besøgsmodtageren.
  2. De grundlæggende procedurer for Hjælpecentralens drift fremgår af Hjælpecentralens brochure og hjemmeside. I øvrigt aftales samarbejdet med Frivilligcentret løbende.
  3. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes i forbindelse med et medlemsmøde, hvis generalforsamlingen er indkaldt ifølge §7.
  4. På generalforsamling og medlemsmøde træffes beslutning ved simpelt flertal. Dog kræver beslutning om opløsning af Foreningen mindst 2/3 flertal. Ved stemmelighed er Formandens stemme afgørende.
  5. Udmeldelse fra Foreningen kan ske uden varsel ved henvendelse til Formanden. Ved udmeldelse skal eventuelt værktøj, der er bekostet af Hjælpecentralen, returneres til Hjælpecentralen.
  6. Tilmeldelse til Foreningen kan ske ved henvendelse til Formanden, hvis denne vurderer, at det nye medlem opfylder § 3.1 og at det nye medlem er til nytte for Hjælpecentralen.
  7. Ved Hjælpecentralens opløsning overdrages Hjælpecentralens ejendele mm. til Frivilligcentret.

Således vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 7. november 2018.

Jørgen Pedersen
Formand